Overskriften for vores ordensregler er: Tag ansvar og vær positiv. Hvis du ved hvad det vil sige, og formår at leve op til det, så er du godt på vej!

Drenge og piger
Drengene bor på drengegangen og pigerne bor på pigegangen. Seksuelt samkvem er ikke tilladt.

Alkohol, tobak og euforiserende stoffer
Indtagelse og opbevaring af alkohol, stoffer, tobak, e-cigaretter, snus m.m. er ikke tilladt på skolen. Heller ikke på vej til eller fra skolen.

Mobiltelefoner
Din mobiltelefon skal blive på værelset og må kun benyttes i tidsrummet 6.45 – 23. Hvis du har din mobiltelefon med udenfor værelset, kan lærerne inddrage den. Enkelte gange kan den efter aftale med lærerne bruges i undervisningen.

Bærbare computere
Du må gerne bruge din computer i undervisningen. Efter aftensmaden skal computeren være på dit værelse med mindre du bruger den til lektiecafé i spisesalen. Hvis du ønsker at anvende den til musik i hallen, gymnastiksalen eller spejlsalen, skal du aftale det med vagtlæreren. Kl. 23 skal computeren være slukket.

Musikafspillere
Du må gerne medbringe udstyr til at afspille musik på dit værelse. Men husk at du deler værelse med tre andre, så aftal gerne indbyrdes hvem der har udstyr med. Husk også at udvise hensyn – så risikerer du heller ikke, at udstyret bliver konfiskeret. Udstyret skal forblive på dit værelse, med mindre andet er aftalt med vagtlæreren. Kl 23 skal alt udstyr være slukket.

Hviletime
Mellem 18.45 og 19.30 har vi hviletime. Du skal opholde dig på dit værelse, og der skal være ro. Men ikke mere end at du kan ringe hjem til dine forældre, kammerater eller vennerne derhjemme.

Sygdom
Hvis du er syg, skal du stå op og møde op til morgentur, hvor du melder dig syg til morgenvagten. Du skal blive på dit værelse, indtil du er rask igen, og du må ikke bruge din computer imens du er syg. Hvis du bliver syg om natten skal du ringe til vagttelefonen på 20 43 35 01 eller på skolens hovednummer hvor der er viderestilling til vagttelefonen.

Luftning og tørring af tøj og sko
Undgå fugtigt tøj på værelserne. På gangen finder du kroge til at hænge dine håndklæder på. Du kan tørre dit tøj i tørretumbler eller hænge det udenfor på tørresnoren. Løbesko og gummistøvler skal placeres i støvlerummet og fodboldstøvler og fodbolde skal være i forgangen ved spisesalen.

Hal, spejlsal og gymnastiksal
Lokalerne kan bruges om aftenen til aktiviteter. Dog må du kun benytte trampolinerne, hvis en lærer med trampolinkursus er til stede. Ud over vandflasker må du ikke medbringe mad eller drikkevarer. Efter aftale med vagtlæreren kan du medbringe musikafspiller/computer.

Køkken og lærerværelse
Der er adgang forbudt i køkkenet, når personalet ikke er til stede – med mindre du har køkkentjans. På lærerværelset skal du banke på og afvente svar, inden du går ind.

Mad og service
Til måltiderne skal du spise det, der bliver serveret. Vi spiser kun i spisesalen. Skolens service, kander m.m. skal blive i køkkenet og spisesalen.

Energidrikke
Energidrikke må ikke indtages.

Efter aftensmad
Når vi har spist, skal du blive på skolen

Det var det. Hvis du vil vide mere om, hvad du selv kan gøre for at forberede dig bedst muligt til dit ophold på Bøvling, kan du læse vores praktiske oplysninger.

Samarbejdspartnere: